En fortælling om aflastningsbarn

I 2004 kom en usikker pige på 10 ind i mit liv, og et par weekender om måneden var hun min søster. Denne ”søster” kom fra en familie vidt forskelligt fra min egen. En mor uden overskud til børnene og en bror med ADHD som boede på skolehjem.
Siden pigen var ganske lille havde hun skulle klare sig selv, selv stå op, selv lave madpakke, selv gå ned til bussen og selv klare lektierne når hun kom hjem, ofte var det også hende som stod for at lave aftensmad. Som modsætning til mig var pigen dårlig i skolen, og havde svært ved alt hvor der indgik bøger. Som regel var det dejligt at hun kom, vi legede en del sammen, men noget der ramte mig hårdt og som jeg stadig tænker på er pigens manglende tro på voksne. Hun troede ikke på en aftale kunne holdes, og turde ikke håbe på det var sandt vi skulle i fx Djurs sommerland. Først når vi stod i indgangen turde hun begynde at tro på det og hun kunne slappe lidt af. Der gik rigtig lang tid før hun fik tillid til mine forældre, men tilliden kom og da hun ikke længere skulle være min ”søster” havde hun udviklet sig. I dag er det der var hendes store drøm dengang - nemlig at blive kassedame i Føtex næsten blevet opfyldt, hun arbejder nemlig i et Supermarked. Selvom hun ikke selv kan huske det var en drøm, så bliver man glad om hjertet når man ser hvor godt det går hende nu. Men at tænke tilbage på den pige der første gang trådte ind af døren skærer i hjertet.