Perlerummet

Da jeg i min niende klasses praktik var i en børnehave var der hver dag afsat tid til at børnene kunne komme ind og lave perleplader i et bestemt rum. Hver dag sad en pædagog og hjalp børnene med at lave perlepladerne og stryge dem når de var færdige.
En af dagene blev det så min tur til at sidde i "perlerummet" sammen med børnene, og alt gik stille og roligt, mens børnene sad og arbejdede med hver deres perleplade, indtil en af de yngste piger kom ind og ville lave sin egen plade. Jeg hjalp hende selvfølgelig igang og prøvede at hjælpe hende med at finde mønster og farver til hendes plade.
Hun fandt dog hurtigt ud af at hun ikke var ligeså god til at lave perleplader som de andre børn, hvoraf de fleste var ældre end hende, og besluttede sig derfor for at ødelægge de andre børns plader. Efter hun havde ødelagt de andres plader fire-fem gange, ved at slå sin bamse ned i pladen så perlerne fløj ud til alle sider, prøvede jeg at snakke med hende og spørge om hun ville have hjælp til at lave sin egen plade, hvilket hun hurtigt afviste, hun mente godt selv at hun kunne klare det. Denne gang var hun heller ikke tilfreds med sin plade og begyndte igen at ødelægge de andres plader, så jeg igen måtte have fat i hende, og prøvede at motivere hende til at lave noget andet end perleplader, men hun ville absolut være i perlerummet da hendes storebror også var der. Jeg gav hende endnu en chance og satte hende igang med en ny plade, men igen var hun utilfreds og begyndte at ødelægge de andre børns plader, så jeg blev nødt til at bede hende om at gå ud af perlerummet og finde på noget andet at lave, så de andre kunne få fred til at lave deres perleplader færdige.

Vi har som gruppe fået til opgave at skrive en fortælling, om en pædagogisk oplevelse som vi har stiftet bekendtskab med.

Jeg har valgt at skrive en oplevelse fra mit tidligere arbejde. En institution for børn med svære
generelle indlæringsvanskeligheder.

Det var en ganske almindelig dag i en daginstitution/SFO, hvor vi var ude på boldbanerne og lege en masse forskellige lege, alt går super godt - alle hygger sig.

Men som der ofte sker, opstår der en konflikt mellem 2 af drengene, det udviklede sig hurtig til et voldsomt slagsmål, så jeg brød ind sammen med en kollega for, at skille dem fra hinanden. Den ene af drengene følte sig dybt uretfærdigt behandlet – i hans frustration, løb han op i klasselokalet hvor han har en fast base, som ligger på 1 sal.

I sin vrede kaster og smadre han mange af tingene inde i lokalet. Da vi kigger op på vinduet kan vi se han er ved at åbne det for at springe ud af det. Vi løber op i lokalet og får fat i ham, han er meget vred og begynder at slå og sparke, min kollega måtte ”lægge” sig på ham, til han falder til ro.

Da han er faldet til ro, tog vi en snak om hvorfor han var så vred. Vi fik snakket om det og han blev glad igen.

 

En fortælling om aflastningsbarn

I 2004 kom en usikker pige på 10 ind i mit liv, og et par weekender om måneden var hun min søster. Denne ”søster” kom fra en familie vidt forskelligt fra min egen. En mor uden overskud til børnene og en bror med ADHD som boede på skolehjem.
Siden pigen var ganske lille havde hun skulle klare sig selv, selv stå op, selv lave madpakke, selv gå ned til bussen og selv klare lektierne når hun kom hjem, ofte var det også hende som stod for at lave aftensmad. Som modsætning til mig var pigen dårlig i skolen, og havde svært ved alt hvor der indgik bøger. Som regel var det dejligt at hun kom, vi legede en del sammen, men noget der ramte mig hårdt og som jeg stadig tænker på er pigens manglende tro på voksne. Hun troede ikke på en aftale kunne holdes, og turde ikke håbe på det var sandt vi skulle i fx Djurs sommerland. Først når vi stod i indgangen turde hun begynde at tro på det og hun kunne slappe lidt af. Der gik rigtig lang tid før hun fik tillid til mine forældre, men tilliden kom og da hun ikke længere skulle være min ”søster” havde hun udviklet sig. I dag er det der var hendes store drøm dengang - nemlig at blive kassedame i Føtex næsten blevet opfyldt, hun arbejder nemlig i et Supermarked. Selvom hun ikke selv kan huske det var en drøm, så bliver man glad om hjertet når man ser hvor godt det går hende nu. Men at tænke tilbage på den pige der første gang trådte ind af døren skærer i hjertet. 

DKK fortælling - Skoen i toilettet

Jeg havde været pædagogmedhjælper i en SFO i 2 år og var vikar i førskolegruppen en dag. Jeg kendte en del til børnene, da jeg var ofte var vikar for dem. Jeg kendte derfor en masse til børnenes forskellige kompetencer og udfordringer, og hvor jeg skulle være på vagt overfor konflikter. Der var især fokus på et tvillingpar, to drenge, som begge havde svært ved at indgå i børnegruppen, og derfor var involveret i en del konflikter.

På dagen skulle vi i hallen, for at børnene kunne få brugt noget energi ved at spille noget bold og generelt bare lege frit. Der var ikke de store konflikter i hallen og børnene opførte sig generelt godt og legede fint med hinanden. Da haltiden var slut, skulle børnene have sko på igen, og gik derfor ud i omklædningsrummet for at tage dem på. Pludselig kom en lille pige løbende grædende ud fra omklædningsrummet og jeg spurgte hvad der dog var sket. Hun fortalte at én af tvillingerne havde smidt hendes sko i toilettet og at den derfor var gennemblødt. Dette blev konfronteret med den skyldige tvilling, som bekræftede at han havde smidt skoen i toilettet. Og da han ofte var involveret i konflikter, havde teamet i førskolegruppen set sig nødsaget til, at hans straf for det meste skulle være en ”timeout” i sofaen i klassen. Så han blev placeret i sofaen alene og skulle hér tænke over hvad han havde gjort, uden at kunne deltage i de andre børns aktiviteter.

Men selvom jeg ikke var en del af deres team, og blot var vikar, kunne jeg alligevel ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved denne ”timeout” i sofaen. ”Hvorfor tager I ikke en snak med ham?” tænkte jeg. Det fik jeg aldrig et endegyldigt svar på. Men da jeg ofte var vikar i gruppen, og havde fået et godt forhold til børnene, og især til tvillingerne, tænkte jeg at jeg kunne snakke lidt med ham. Så derfor satte jeg mig over til tvillingen, som sad og var ked af, at han ikke måtte være med i de andres aktiviteter. Så jeg tog en snak med ham, om hvad han havde gjort, hvorfor han havde gjort det og det endte med at han gav en undskyldning til pigen, hvis sko han havde smidt i toilettet, og hun tilgav ham og tilbød ham at han kunne være med i deres aktivitet.

Det er en af de oplevelse jeg har haft, hvor jeg mest har kunnet bruge den erfaring jeg har fået gennem 2 år som medhjælper. Blandt andet har jeg fundet ud af, at jeg måske har et andet syn på nogle af de ting der gør én til en god pædagog, end nogen af de pædagoger jeg har arbejdet sammen med.

Velkommen!

Velkommen til vores blog :)

Vi vil her på bloggen skrive om spændende og interessante oplevelser på vores studie og formidle dem på en sjov og inspirerende måde. 
Vi håber at I vil følge med, og at I, ligesom os, vil opdage, at vi rent faktisk HOLDER 100!

Vi er ikke de eneste som holder 100. Hér holder 100.......... biler. Hilsen Mads... vi andre kan bedre lide Peter Plys.