Besøg på bostedet Bygbjerg (novelle)

Det var en kold og trist dag midt i september. Tunge grå skyer lå som et tæppe over den lille jyske by Hjortshøj. Et kedeligt vejr, der uden problemer kunne få alle i dårligt humør. Dette var dog ikke tilfældet på bostedet Bygbjerg, hvor dagens madansvarlige beboere stod i køkkenet og var i gang med aftensmaden, som denne dag stod på spaghetti med kødsovs. Bostedet Bygbjerg havde ligget i Hjortshøj i mange år og lå bag en stor rød port midt i byen. Det var et sted for botræning, hvor unge mellem 18 og 25 år kunne komme og få hjælp til at klare sig selv i egen lejlighed og på arbejdsmarkedet, erhvervsmæssigt såvel som socialt.

Der var en hyggelig stemning i det store fællesrum, hvor køkkenet lå. Det var et hjemligt rum, nærmest som en stue. Der hang billeder på væggene, der var blomster i vindueskarmene, der lå brætspil på hylderne, og der stod et lille fjernsyn ovre ved sofagrupperne i hjørnet af rummet. Køkkenet var akkurat stort nok til, at der kunne stå 4-5 personer sammen og lave mad, og det var præcis, hvad der var. Der var to, som gjorde grøntsagerne klar, to andre gjorde oksekødet klar, mens spaghettien kogte i gryden.

En pige var i gang med at dække bord. Det var Stinne, en stille, lidt genert pige. Stinne havde Aspergers-syndrom, og blandt andet derfor boede hun på bostedet for at få hjælp til at klare sig selv. Stinne havde boet på stedet i lige knap et år, og hun elskede det. Før hun flyttede ind på bostedet Bygbjerg, boede hun hjemme hos sine forældre i Skødstrup. Stinne var 19 år, havde langt lyst hår, et par store briller og gik tit med kjole. Stinne havde altid været en meget indadvendt pige, og var det vel i virkeligheden stadigvæk, men ikke på samme måde som lige da hun ankom på stedet. Hun havde fået et rigtig godt forhold til specielt én af pædagogerne på stedet, nemlig Lone.
Lone havde været på bostedet i 6 år og var uddannet pædagog. Hun kendte alle beboerne på stedet og var som en mor for de fleste af dem. Lone var altid varm, imødekommende, havde et smil på læben, tid til at snakke, hun var god til at vejlede og komme med råd. Lone og Stinne havde haft mange snakke om Stinne og hendes fritidsinteresser. Lone havde hjulpet Stinne og de andre beboere med en masse ting såsom madlavning, hvordan man vasker tøj, og generelt om hvordan man bor for sig selv.

Mens Stinne dækkede bord, stod to beboere og gjorde oksekødet klar. Den ene var drengen Lasse. Lasse var 18 år, havde et par tatoveringer på højre arm, var karseklippet, bar øreringe og gik tit rundt i sin Metallica-trøje. Han havde et lille ar på kinden fra et uheld på det skolehjem, han boede på, før han kom til Bygbjerg. Lasse havde ADHD, og derfor kunne han godt bruge noget vejledning og hjælp til at kunne klare sig selv. Lasse var ret ny på Bygbjerg, og havde kun boet der i omkring 2 uger.

Lasse stod med en anden beboer og gjorde oksekødet klar, da Stinne kom over og fortalte, at hun var færdig med at dække bord. Lasse kiggede lidt vredt på Stinne og udbrød: ”Okay, tillykke med det!”, hvorefter han arbejdede videre med oksekødet. Stinne kiggede lidt forskrækket på Lasse. Hun var ikke vant til at nogen snakkede så hårdt til hende. Lasse havde, mens madlavningen stod på, kigget en del hen imod Stinne med irritation i blikket. Det var dog ikke noget, Stinne havde lagt mærke til, da hun havde været optaget af at dække bordet så pænt som muligt.

Da maden var ved at være færdig, skulle alle beboerne samles ved middagsbordet. Pædagogen Susanne gik i gang med at samle de beboere, som ikke var i fællesrummet og fik dem på plads ved bordet. Susanne var en høj kvinde, med mørkt pagehår, øreringe og en mørkegrøn sweater. Hun var uddannet pædagog og havde været ansat på Bygbjerg i omkring 15 år. Når hun ikke havde med beboerne at gøre, opholdt hun sig mest på kontoret, som normalt stod åbent for alle, men døren var for det meste lukket, når Susanne sad derinde.

Da alle var samlet ved bordet blev der sagt ’værsgo’, og de gik alle i gang med at spise. De fleste ved bordet snakkede om, hvad de havde lavet i løbet af dagen. Én af beboerne snakkede løs om, hvad han havde lavet, og at han skulle i biografen den næste dag. Mens de fleste beboere sad og hyggede sig med snak og skål, sad Lasse stille i sine egne tanker og kiggede ned i tallerkenen. Susanne sagde til Lasse: ”Sæt dig lige ordentligt op Lasse.” Lasse rettede sig op og begyndte at skære i sin spaghetti. Den skærende lyd fra bestikket, der ramte tallerken, fik Stinne til at trampe stille og roligt i gulvet. Lasse bemærkede ingenting, mens Stinnes trampen i gulvet blev mere voldsom. De andre beboere stoppede for et kort øjeblik deres hyggesnak og kiggede spændt på Stinne. Stinnes fod begyndte at trampe så hårdt i gulvet, at det lød som om nogen bankede på døren. Pludselig udbrød Lasse: ”Stop nu med at trampe i gulvet, din åndsvage tøs!” Det fik alle beboerne til at kigge forstumme og kigge på Stinne, der var stoppet med at trampe i gulvet, og nu bare kiggede forskrækket på Lasse. ”Lasse! Sådan taler vi ikke her, vil du straks stoppe med at råbe sådan!”, råbte Susanne og pegede vredt på Lasse. ”Sådan opfører vi os ikke her på stedet!”. Lasse blev rød i hovedet og rejste sig vredt fra bordet og skyndte sig op i sin lejlighed på 1. sal. Lone kiggede på Susanne og rystede en smule på hovedet, mens hun fik ro på selskabet og så begyndte de at spise igen.

Efter aftensmaden gik Lone op til Lasse og tog sig en snak med ham. Lasse fortalte Lone, at han var ked af, at han havde reageret sådan, men at han som regel reagerede sådan, når han blev irriteret. Lone fortalte Lasse, at hun sagtens kunne forstå, hvorfor han kunne reagere sådan, men at han en anden gang nok bare burde være gået væk.

Efter at hun havde snakket med Lasse, gik Lone hen til døren ind til kontoret og bankede på. Hun hørte Susannes stemme sige ”kom ind!” og gik herefter ind på kontoret og lukkede døren efter sig. ”Jeg synes, lige vi skal tage en snak om episoden ved middagsbordet”, sagde Lone. ”Jeg må være ærlig og sige, at jeg var en smule uenig med den måde, du håndterede det på derude”, fortalte hun, mens Susanne kiggede lidt overrasket på hende. ”Hvad mener du dog med det Lone?”, spurgte Susanne. ”Jeg mener bare, at du kunne have håndteret det anderledes, end du gjorde. Jeg synes, du bør tage en snak med Lasse om det.” Susanne så meget forundret ud. Hun var ikke vant til at nogen betvivlede hendes handlinger. ”Jeg vil bare ikke tolerere sådan en opførsel ved middagsbordet, ja nogen steder”, sagde Susanne. ”Det er jeg godt klar over, Susanne, men Lasse var meget ked af den måde, du råbte af ham på,” forklarede Lone. ”Jeg synes, du skulle have reageret anderledes.”